Publication end on external website : 16/04/2025 12:00
Enhed : 00-Europa-Parlamentet
Ref. : PAP 2025
Vejledning til ansøgere : Download vejledning til ansøgere

PROGRAMMET FOR POSITIV SÆRBEHANDLING 2025

 

Hvis du støder på problemer med at få adgang, mens du udfylder ansøgningsformularen på Apply4EP, bedes du kontakte os straks via Apply4EP eller vores e-mailadresse:

PERS-APPLY4EPContacts@europarl.europa.eu.

 

Indledning

Europa-Parlamentet har lanceret sit årlige program for positiv særbehandling (PAP) (2025-udgaven), som har til formål at gøre det lettere for personer med handicap at få ansættelse som kontraktansatte. Dette initiativ giver ansøgere med handicap mulighed for at arbejde for EU's eneste direkte valgte institution, samtidig med at det giver Parlamentet mulighed for at få en mangfoldig talentpulje.

Proceduren består i at opstille en puljeliste med 20 egnede ansøgere til potentiel ansættelse som kontraktansatte (på grundlag af artikel 3b i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union) i ansættelsesgruppe II, III eller IV af sekretariatets generaldirektorater. Gennem dette program rekrutterer Parlamentet årligt op til seks udvalgte ansøgere på etårige kontrakter (med mulighed for forlængelse). De resterende udvalgte ansøgere vil blive opført på en puljeliste for en periode på 18 måneder med mulighed for at blive ansat af Parlamentets generaldirektorater uden for PAP.

 

Adgangsbetingelser

 

Ved ansøgningsfristens udløb skal ansøgeren opfylde følgende betingelser:

 

a) Generelle kriterier

1)      Ansøgeren lider af et handicap, der forårsager funktionsnedsættelse på 20 % eller derover som målt ved den europæiske skala for fysiske og mentale handicap.

2)      Ansøgeren er i besiddelse af samtlige borgerrettigheder i en EU-medlemsstat.

3)      Ansøgeren har opfyldt sine forpligtelser efter de gældende love om værnepligt.

4)      Ansøgeren opfylder de vandelskrav, der stilles for at bestride det pågældende hverv.

5)      Ansøgeren har "indgående kendskab" (mindst niveau C1) til et af de 24 officielle EU-sprog (sprog 1) og "tilfredsstillende kendskab" (mindst niveau B2) til et andet officielt EU-sprog (sprog 2) som anført i Europarådets fælles europæiske referenceramme for sprog. Bemærk, at niveau C2 er det højeste niveau i rammen og A1 det laveste.

 

Den Europæiske Unions officielle sprog er: bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.

Prøven med multiple choice-spørgsmål aflægges på dit sprog 1. De ansættende tjenestegrene afprøver dit kendskab til dit andet sprog i interviewfasen, hvis dit navn er opført på puljelisten, og du inviteres til en samtale med et generaldirektorat.

Ved at ansøge om dette program erklærer du specifikt, at du opfylder betingelsen om en funktionsnedsættelse som anført under litra a), nr. 1), ovenfor. Hvis du afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med denne adgangsbetingelse, vil det føre til øjeblikkelig annullering af din ansøgning og din udelukkelse fra programmet.

b) Kvalifikationer

Ansøgeren skal også have:

For ansættelsesgruppe II (sekretær- og kontorpersonale) og III (assistenter):

-        en postgymnasial uddannelse dokumenteret ved et eksamensbevis, eller

-        en gymnasial uddannelse dokumenteret ved et eksamensbevis, der giver adgang til postgymnasial uddannelse, efterfulgt af mindst tre års relevant erhvervserfaring.

For ansættelsesgruppe IV (administratorer):

-        et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier af mindst tre års varighed med bevis for afsluttet uddannelse.

Eksamensbeviser skal, uanset om de er udstedt i en medlemsstat eller i et tredjeland, være anerkendt af et officielt organ i en EU-medlemsstat, f.eks. undervisningsministeriet, inden ansøgningsfristens udløb.

Ansøgere med eksamensbeviser, der er udstedt i et land uden for EU, skal vedlægge deres ansøgning en EU-ækvivalent for deres eksamensbeviser. Se yderligere oplysninger om anerkendelse af kvalifikationer fra lande uden for EU i ENIC-NARIC-netværkene (https://www.enic-naric.net). Udvælgelsespanelet tager højde for forskelle mellem uddannelsessystemer. Vejledningen for ansøgere indeholder en tabel med eksempler på krævede minimumskvalifikationer.

 

c) Erhvervserfaring

Programmet er kun åbent for personer, der aldrig tidligere har arbejdet i en EU-institution, et EU-agentur eller et EU-organ (praktikophold, freelancearbejde og midlertidige kontrakter i en EU-institution udgør i forbindelse med dette program ikke tidligere arbejdserfaring i en EU-institution).

Udvælgelses- og rekrutteringsprocedure

1) Udvælgelsesprocedure

Europa-Parlamentet vil indbyde dig til at tage en computerbaseret multiple choice-prøve bestående af højst 30 spørgsmål, der vedrører følgende områder: kendskab til EU, verbalt ræsonnement og situationsbedømmelse.

Hvis du har brug for rimelige tilpasninger under prøven, kan du indsende en anmodning ved hjælp af formularen i bilag 1 under anvendelse af referencen PAP 2025. Husk at vedhæfte den relevante dokumentation til støtte for din anmodning. Relevant dokumentation kan bl.a. være lægeerklæringer, lægeattester, dokumentation for tidligere rimelige tilpasninger såsom tilpasninger, der tidligere er givet tilladelse til ved eksaminer i løbet af din uddannelse. Den udfyldte formular sendes til Parlamentets Lægetjeneste. Ansøgerne bedes undlade at sende lægelige oplysninger eller oplysninger om funktionsnedsættelser til Enheden for Udvælgelse af og Forbindelser med Talenter.

Bemærk, at du skal indsende en ny anmodning om rimelige tilpasninger for hver procedure, du deltager i, da Lægetjenesten af databeskyttelseshensyn ikke fører fortegnelser over dine tidligere anmodninger. Du kan genbruge dokumentationen fra tidligere anmodninger, forudsat at din funktionsnedsættelse eller helbredstilstand forbliver uændret.

Europa-Parlamentet samarbejder med en tjenesteudbyder (TestWe) for at gennemføre onlineprøverne. Vær opmærksom på, at TestWe desværre ikke er tilgængelig for kandidater, der bruger skærmlæsere, forstørrelsesapparat eller tale til tekst-software. I tilfælde af et problem under prøven kan det endvidere være nødvendigt at kontakte tjenesteudbyderens hjælpelinje telefonisk. Der vil derfor blive truffet alternative foranstaltninger, hvis du har specifikke behov (f.eks. hvis du har syns- eller hørenedsættelse eller en tale- og/eller sprogforstyrrelse), forudsat at Lægetjenesten har godkendt din anmodning.

Udvælgelsespanelet evaluerer derefter ansøgningerne fra de ansøgere, der har opnået det krævede minimum på 50 % ved multiple choice-prøven, for at sikre, at de opfylder adgangsbetingelserne under litra b) og c) ovenfor. Udvælgelsespanelet indstiller bedømmelsesprocessen, når der er opnået 1,5 gange så mange egnede ansøgere som krævet. Hvis der til den sidste plads er flere ansøgere med samme antal point, medtager udvælgelsespanelet dem alle.

Disse ansøgere vil derefter blive bedt om at gennemgå Parlamentets procedure for anerkendelse af handicap. For at dokumentere din funktionsnedsættelse skal du have en læge (enten en passende specialist eller din praktiserende læge) til at udfylde formularen fra Parlamentets Lægetjeneste. Til støtte for din ansøgning kan du også fremvise et nationalt handicapkort. Disse oplysninger bør kunne være klar med kort varsel, således at Lægetjenesten kan behandle anmodningen efter multiple choice-prøven. Bemærk venligst, at denne procedure adskiller sig fra vurderingen af din anmodning om rimelige tilpasninger, der er beskrevet ovenfor.

Når Lægetjenesten har evalueret ansøgerens formular og dokumentation, meddeler den sin beslutning til udvælgelsespanelet, som derefter udarbejder listen over egnede ansøgere.

2) Rekruttering

Når listen over egnede ansøgere er færdigudarbejdet, vil deres CV'er blive rundsendt til alle generaldirektoraternes personaleafdelinger. Blandt disse ansøgere vil op til seks blive ansat i henhold til PAP, mens de resterende ansøgere kan komme i betragtning til ansættelse som kontraktansatte af generaldirektoraterne uden for PAP.

 

Hvis et generaldirektorat finder din profil interessant, kan de indkalde dig til samtale.

 

Det er vigtigt at bemærke, at optagelse på puljelisten eller beståelse af udvælgelsesprøven ikke medfører nogen ret til ansættelse. Rekrutteringstjenesterne kan henvise til listen, når der opstår ledige kontraktstillinger, ved at indbyde ansøgere, hvis profiler er i overensstemmelse med jobkravene, til samtale. Denne proces har til formål at skabe muligheder både inden for og uden for PAP.

 

Hvordan ansøger man?

Ansøgninger bedes indsendt via Apply4EP-platformen senest den 16. april 2025 kl. 12.00 (lokal tid i Bruxelles).

Læs omhyggeligt vejledningen for ansøgere, der er vedlagt som bilag til denne meddelelse, inden du udfylder din ansøgning.

Hvis du har brug for rimelige tilpasninger i forbindelse med prøven, skal du inden ansøgningsfristens udløb sende formularen pr. e-mail til Parlamentets Lægetjeneste på følgende adresse:

PERS-CabmedbruDisability@europarl.europa.eu

 

Husk at vedhæfte den relevante dokumentation om helbred/funktionsnedsættelser til støtte for din anmodning.

Udfyld venligst e-mailens emnefelt med:

"DG PERS 2025 Positive Action Programme/RA Testing Justification Note".

Antagne ansøgere vil blive tilbudt rimelig tilpasning af arbejdsforholdene på et senere tidspunkt i ansættelsesforløbet.