Tjenestested : Bruxelles
Publication end on external website : 04/02/2025 12:00
Enhed : 12-Generaldirektoratet for Innovation og Teknologisk Støtte
Ref. : PE/321/2025/S/ITEC
Vejledning til ansøgere : Download vejledning til ansøgere

BEKENDTGØRELSE OM LEDIG STILLING PE/321/2025/S/ITEC

MIDLERTIDIG ANSAT

Juridisk Administrator (AD 7)

 

Inden du ansøger, bør du nøje læse "Vejledning for ansøgere i forbindelse med udvælgelsesprocedurer afholdt af Europa-Parlamentet", der er vedhæftet denne bekendtgørelse om ledig stilling.

 

Vejledningen er en integreret del af bekendtgørelsen om ledige stillinger og en hjælp til at forstå de regler, der gælder i forbindelse med udvælgelsesprocedurer, og hvordan man ansøger.

 

 

 

 

 

INDHOLD

 

 

A.               STILLINGSBESKRIVELSE OG ADGANGSBETINGELSER

 

 

B.               PROCEDURE

 

 

C.               ANSØGNINGER

 

BILAG:      VEJLEDNING FOR ANSØGERE I FORBINDELSE MED UDVÆLGELSESPROCEDURER AFHOLDT AF EUROPA-PARLAMENTET

 

 

A. STILLINGSBESKRIVELSE OG ADGANGSBETINGELSER

 

1.     Generelt

 

I henhold til Europa-Parlamentets afgørelse indkaldes ansøgninger til en midlertidig stilling som administrator (AD 7) i Generaldirektoratet for Innovation og Teknologisk Støtte (GD ITEC). Arbejdsstedet er Bruxelles.

 

Der søges en juridisk administrator.

 

Kontrakten forbliver i kraft på ubestemt tid. Ansættelsen sker i lønklasse AD 7 (første trin) med en månedlig grundløn på 7 559,72 EUR. Herfra trækkes der EU-skat og andre tilbageholdelser i overensstemmelse med ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (AØA). Vederlaget er fritaget for national beskatning. Det løntrin, den udvalgte ansøger ansættes i, kan tilpasses i forhold til den pågældendes erhvervserfaring. I visse tilfælde vil grundlønnen endvidere blive forhøjet med tillæg.

 

Europa-Parlamentet har en ligestillingspolitik og tager imod ansøgninger uden forskelsbehandling på grund af køn, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske karakteristika, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering, civilstand eller familiesituation.

 

2.     Stillingsbeskrivelse

 

Generaldirektoratet for Innovation og Teknologisk Støtte (GD ITEC) leverer omfattende IT- og kommunikationstjenester til støtte for Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige og administrative aktiviteter. Det sikrer udviklingen og vedligeholdelsen af et flersproget internt arbejdsområde, der giver medlemmerne og personalet sikker adgang til vigtige dokumenter og oplysninger når som helst og hvor som helst. Desuden er GD ITEC ansvarligt for at udforme, udvikle og forvalte Parlamentets IT-systemer i overensstemmelse med en innovationsstrategi, der imødekommer medlemmernes, de politiske gruppers, generaldirektoraternes, Den Europæiske Ombudsmands og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelses behov.

Generaldirektoratet fører også tilsyn med gennemførelsen af en sikker og bæredygtig teknisk strategi for Parlamentets IT- og telekommunikationsinfrastruktur. Desuden forvalter GD ITEC produktionen og den elektroniske distribution af parlamentsdokumenter og samarbejder med Publikationskontoret om den officielle offentliggørelse af lovtekster og andre dokumenter.

Med hjemsted i Bruxelles skal den juridiske administrator regelmæssigt rejse mellem Parlamentets tre normale arbejdssteder (Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg) samt andre steder. Den juridiske administrator arbejder tæt sammen med den øverste ledelse og forskellige afdelinger i GD ITEC samt med de øvrige generaldirektorater i sekretariatet og om nødvendigt med medlemmer af Europa-Parlamentet. Den juridiske administrator skal under den direkte tilsynsførendes myndighed og i forbindelse med programmer og prioriteter, der udarbejdes af Parlamentets styrende organer og deres ledelse, udføre følgende hovedopgaver:

 

       vejlede ledelsen om alle juridiske og administrative spørgsmål, der angår enheden, og give en detaljeret analyse og fortolkning af kompliceret lovgivning og retspraksis

       udarbejde undersøgelser, notater og resuméer samt analysere, udarbejde og forberede udkast til regler inden for vedkommendes ansvarsområde og om alle emner vedrørende ledelsen af tjenestegrenen efter anmodning fra den øverste ledelse

       ledsage/repræsentere den øverste ledelse på møder på højt plan og i både interne og eksterne arbejdsgrupper, idet vedkommende sikrer effektiv kommunikation og fremme af enhedens interesser

       sikre, at tjenestegrenene gennemfører administrative tiltag inden for den fastsatte frist, idet kontakten med de forskellige parter opretholdes, disse holdes underrettet og deres bidrag koordineres

       udarbejde og/eller kontrollere dokumenter, hvorved Parlamentet indgår forpligtelser, og som kan blive genstand for tvister

       deltage i udvalg eller administrative organer og repræsentere Parlamentet i visse organer; støtte de operationelle tjenestegrene i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre specifikke aktiviteter/projekter

       tage ansvar for udarbejdelse og indgåelse af offentlige indkøbskontrakter

       håndtere følsomme/komplekse begæringer om aktindsigt i GD ITEC's dokumenter efter fælles behandling sammen med den pågældende virksomhedsejer og i tæt samarbejde med Generaldirektoratet for Ledelsestjenesterne (GD PRES).

 

Disse opgaver kræver grundighed, kommunikationsfærdigheder, en høj grad af fortrolighed, evnen til at analysere og opsummere, fremadrettede planlægningsevner, diplomati og evnen til at samarbejde ubesværet med en lang række mennesker på alle niveauer. Ansøgeren skal udvise initiativ og stærk motivation. Vedkommende skal være i stand til regelmæssigt at arbejde intensivt, både selvstændigt og som en del af et team, og til at tilpasse sig et multikulturelt og flersproget arbejdsmiljø.

3.     Adgangsbetingelser

 

Ved fristen for modtagelse af ansøgninger skal du opfylde de generelle og specifikke kriterier:

 

a)      Generelle kriterier

 

I henhold til artikel 12, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, skal du:

 

       være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

       være i fuld besiddelse af dine borgerlige rettigheder

       have opfyldt eventuelle forpligtelser efter de gældende love om værnepligt

       opfylde de vandelskrav, der stilles for at bestride det pågældende hverv.

 

b)      Specifikke kriterier

 

i)       Uddannelsesmæssige krav

 

·       et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier attesteret ved et eksamensbevis inden for jura, når universitetsuddannelsen er normeret til fire år eller derover,

 

eller

 

et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier attesteret ved et eksamensbevis inden for jura samt mindst ét års erhvervserfaring af relevans for jobbeskrivelsen (afsnit A, punkt 2), når universitetsuddannelsen er normeret til mindst tre år. Dette års erhvervserfaring tages ikke i betragtning ved beregningen af den krævede erhvervserfaringsperiode, jf. punkt 3, litra b), nr. ii).

 

Eksamensbeviser skal, uanset om de er udstedt i en medlemsstat eller i et tredjeland, være anerkendt af et officielt organ i en EU-medlemsstat, f.eks. undervisningsministeriet.

 

Ansøgere med eksamensbeviser, der er udstedt i et land uden for EU, vil blive bedt om at fremlægge en EU-ækvivalent for deres eksamensbeviser, hvis de modtager et tilbud om ansættelse.

 Du kan finde yderligere oplysninger om anerkendelse af kvalifikationer fra lande uden for EU i ENIC-NARIC-netværkene via følgende link: https://www.enic-naric.net.

 Udvælgelseskomitéen tager hensyn til, at uddannelsessystemerne i EU's medlemsstater er forskellige. Tabellen i vejledningen for ansøgere indeholder eksempler på de eksamensbeviser, der kræves som et minimum. Ansøgere, der ikke vedlægger en EU-ækvivalent for deres eksamensbeviser, og/eller ansøgere med eksamensbeviser, der ikke er anerkendt af et officielt organ i en EU-medlemsstat, vil ikke få adgang til udvælgelsesproceduren.

 

 

ii)        Krav til erhvervserfaring

Efter at have opnået de kvalifikationer, der giver adgang til udvælgelsesproceduren (jf. punkt i) ovenfor), skal ansøgeren have opnået følgende erhvervserfaring:

 

·       mindst fire års erhvervserfaring af relevans for de opgaver, som er beskrevet i afsnit A, punkt 2, hvoraf mindst to år i en national forvaltning eller i EU-institutioner eller et EU-organ. 

 

 

iii)     Sprogkundskaber

 

Ansøgerne skal have indgående kendskab (som minimum niveau C1) til et af Den Europæiske Unions officielle sprog (sprog 1): bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk eller ungarsk

 

og

 

tilfredsstillende kendskab (som minimum niveau B2) til engelsk eller fransk (sprog 2).

Hvis dit sprog 1 er engelsk eller fransk, skal du have tilfredsstillende kendskab (som minimum niveau B2) til et af Den Europæiske Unions øvrige 23 officielle sprog. Sprog 2 skal være forskelligt fra sprog 1.

 

Ansøgerne gøres opmærksom på, at de sprog, der kan vælges ved denne udvælgelsesprocedure (engelsk og fransk), er blevet fastlagt ud fra tjenestens interesse. Stillingen som juridisk administrator kræver i kraft af de opgaver, der er forbundet hermed, særlige kvalifikationer: analytiske, redaktionelle, tekniske tilsyns- og administrative ledelsesfærdigheder. Den nyansatte medarbejder skal derfor være i stand til at forstå de opgaver, der skal udføres, løse problemer og kommunikere effektivt med eksterne samtalepartnere og med ledelsen og kolleger.

 

Kendskab til mindst et af disse to sprog er afgørende for, at medarbejderen kan opfylde sit ansvar og tjenestens behov, navnlig med henblik på at etablere effektive arbejdsrelationer med interessenter, der hovedsagelig anvender engelsk eller fransk. Dette er afgørende for at nå målene og gennemføre de projekter, der er specifikke for generaldirektoratet, hvor engelsk og fransk er de primære arbejdssprog.

 

Fransk er det sprog, der hyppigst anvendes til intern kommunikation i og mellem enhederne i det direktorat, som den udvalgte ansøger vil blive tilknyttet. Engelsk er derimod det sprog, der hyppigst anvendes i forbindelserne med de øvrige direktorater i Generaldirektoratet for Innovation og Teknologisk Støtte samt med de øvrige generaldirektorater og med Parlamentets politiske og administrative myndigheder, navnlig i forbindelse med udarbejdelse af dokumenter og deltagelse i strategiske drøftelser.

Engelsk og fransk anvendes også i forbindelse med møder i fora for offentlige udbud, hvor den rekrutterede ansøger deltager aktivt. En god beherskelse af fransk er også afgørende for en korrekt forståelse af den gældende lovgivning i Frankrig, Belgien og Luxembourg. Rollen kræver også udarbejdelse af juridiske dokumenter, forberedelse af undersøgelser og sammenfatning af komplekse juridiske begreber, som alle skal kommunikeres klart og præcist. Mange af de interne og eksterne meddelelser, lovtekster, ajourføringer af retspraksis og proceduremæssige retningslinjer findes primært på disse to sprog. Derfor er en stærk beherskelse af engelsk og/eller fransk afgørende for at sikre en korrekt fortolkning, overholdelse og arbejde af høj kvalitet.

 

Generaldirektoratet for Innovation og Teknologisk Støtte lægger stor vægt på effektiv kommunikation blandt sine medarbejdere for at sikre et gnidningsløst samarbejde og operationel effektivitet. Som følge heraf kræver alle Generaldirektoratets stillingsopslag, både interne og eksterne, at ansøgerne har et indgående kendskab til det ene af disse to sprog og et godt praktisk kendskab til det andet. Færdigheder i mindst et af disse sprog sætter den udvalgte ansøger i stand til at udføre opgaver effektivt i forskellige sproglige sammenhænge og til fuldt ud at integrere sig i Europa-Parlamentets mangfoldige, flersprogede miljø.

 

 

B. PROCEDURE

 

Proceduren er baseret på kvalifikationer og prøver.

 

1.         Adgang og vurdering af kvalifikationer (første fase)

 

a)      Ansættelsesmyndigheden opstiller en liste over de ansøgere, der har indgivet deres ansøgninger efter reglerne og inden for de fastsatte tidsfrister, og som opfylder de almindelige betingelser, som er anført i punkt A.3 a). Denne liste vil blive fremsendt til udvælgelseskomitéens formand sammen med ansøgningerne.

 

b)         Udvælgelseskomitéen gennemgår ansøgningerne og fastsætter listen over ansøgere, som opfylder adgangsbetingelserne i punkt A.3. b). – Adgang

 

c)      Udvælgelseskomitéen bedømmer på grundlag af en karakterskala, der er fastlagt på forhånd, kvalifikationsbeviserne fra de ansøgere, der er egnede (jf. punkt B.1.b ovenfor), og udarbejder listen over de seks bedst egnede ansøgere, der får adgang til prøverne. Hvis der til den sidste plads er flere ansøgere med samme antal point, medtager udvælgelseskomitéen alle disse ansøgere. - Vurdering af kvalifikationer

 

Udvælgelseskomitéen tager udelukkende udgangspunkt i de oplysninger, som er anført i ansøgningsskemaet, og som skal være dokumenteret med bilag, der indgives sammen med og på samme tid som ansøgningsskemaet (for en yderligere præcisering se "Vejledning for ansøgere i forbindelse med udvælgelsesprocedurer afholdt af Europa-Parlamentet", punkt 3.3).

 

 

Ved vurderingen af ansøgernes kvalifikationer tager udvælgelseskomitéen navnlig hensyn til følgende elementer:

-      kvalifikationer og eksamensbeviser

-      erfaring med at repræsentere/ledsage den øverste ledelse i forbindelse med møder på højt plan, både i interne og eksterne arbejdsgrupper

-      erfaring med at rådgive ledelsen om komplekse juridiske og administrative spørgsmål, navnlig i forbindelse med EU's institutionelle ramme, med fokus på detaljeret analyse og fortolkning af kompliceret lovgivning og retspraksis vedrørende IT-ret og EU's IT-indkøb

-      erfaring med udarbejdelse af dokumenter vedrørende parlamentariske forpligtelser og andre følsomme spørgsmål

-      stærke kommunikationsevner, både mundtlige og skriftlige, med evnen til at formidle komplekse juridiske begreber og oplysninger kort og præcist til forskellige interessenter, herunder den øverste ledelse og eksterne enheder 

-      erfaring med at udarbejde juridiske undersøgelser, notater og resuméer af høj kvalitet og erfaring med at udarbejde omfattende juridiske og administrative analyser og udkast til regler efter anmodning fra den øverste ledelse

-      erfaring med at lede og deltage aktivt i åbnings- og evalueringsudvalg

-      erfaring med at koordinere input fra flere interessenter og opretholde regelmæssig kommunikation for at sikre, at projekterne skrider gnidningsløst frem

-      erfaring med forberedelse af og deltagelse i offentlige udbudsprocedurer

-      erfaring med at arbejde i et multikulturelt og flersproget miljø, evne til at samarbejde gnidningsløst med en bred vifte af mennesker på alle niveauer.

 

 

Hvert kriterium vil blive bedømt på en skala (fra 1 til 5).  Ansøgernes egnethed til stillingen vil blive vurderet ud fra deres samlede antal point.

 

Point: 0-20.

 

Du får direkte besked pr. e-mail om, hvorvidt udvælgelseskomitéen har besluttet at give dig adgang til prøverne eller ej på baggrund af din opfyldelse af adgangsbetingelserne og de point, du har opnået i vurderingen af dine kvalifikationer.

 

2. Prøver (2. fase)

Med henblik på at vurdere ansøgernes viden og færdigheder til at udføre ovennævnte opgaver vil udvælgelseskomitéen afholde følgende prøver:

 

Skriftlig prøve

 

a) Skriftlig prøve på engelsk eller fransk på grundlag af sagsakter for at vurdere ansøgerens evne til at udføre de opgaver, der er beskrevet i punkt A.2., samt ansøgerens skriftlige formuleringsevner.

 

Prøvens varighed: højst 90 minutter

Optjening af point: fra 0 til 20 point (krævet minimum: 10 point).

Denne prøve kan finde sted med fysisk fremmøde eller online.

 

Mundtlig prøve

 

b) Samtale med udvælgelseskomitéen på engelsk eller fransk for at vurdere din evne til at udføre de opgaver, der anført i punkt A.2.

 

Prøvens maksimale varighed: højst 45 minutter.

Optjening af point: fra 0 til 40 point (krævet minimum: 20 point).

Denne prøve kan finde sted med fysisk fremmøde eller online.

 

Du vil modtage instruktioner om prøverne i god tid. Du skal nøje følge de modtagne instrukser. Enhver undladelse af at følge instrukserne eller afvigelse herfra medfører øjeblikkelig udelukkelse.

 

3.         Liste over egnede ansøgere

 

Udvælgelseskomitéen opstiller en liste over egnede ansøgere, som i alfabetisk rækkefølge indeholder navnene på de tre ansøgere, der samlet set har opnået de bedste resultater ved proceduren (vurdering af kvalifikationer og prøver), forudsat at ansøgeren har opnået det krævede minimum ved begge prøver. Hvis der til den sidste plads er flere ansøgere med samme antal point, medtages alle disse ansøgere på listen.

 

Du underrettes skriftligt om dine resultater.

Listen over egnede ansøgere offentliggøres på Europa-Parlamentets officielle websted.

Listen over egnede ansøgere er gyldig indtil den 31. december 2028. Dens gyldighed kan forlænges ved afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden. I tilfælde af forlængelse underrettes de ansøgere, hvis navne er opført på listen, i god tid.

 

C. ANSØGNINGER

 

Ansøgninger indgives via Apply4EP-platformen: https://apply4ep.gestmax.eu/search

 

Læs venligst nøje "Vejledning for ansøgere i forbindelse med udvælgelsesprocedurer afholdt af Europa-Parlamentet", inden du udfylder ansøgningsskemaet.

 

 

Ansøgningsfrist

 

kl. 12.00 (belgisk tid) den 4. februar 2025